Bestyrelsen ser frem mod nye tider

03.11.2016

Nyhedsbrev fra formand Henrik Thorsøe Pedersen på vegne af bestyrelsen i Dansk Tennis Forbund

Det sidste år har været et turbulent år for dansk tennis. Der er ganske vist også sket nogle gode ting, ikke mindst på det sportslige område, men der har også været mange udfordringer i forbindelse med de store forandringer og forbedringer, der er på vej.

Vi er godt klar over, at det for jer ude i klubberne har været en periode, hvor I måske har tænkt ”Hvad sker der inde i Dansk Tennis Forbund”. Og jeg skal være den første til at erkende og beklage, at vi ikke har fået kommunikeret ordentligt ud, at vi ikke har været synlige nok, at administrationen har været på lavere blus end normalt og at I derfor har manglet nogle svar på en masse ting.

Vi har haft en midlertidig udfordring i forbindelse med udskiftning af ledelsen og flere medarbejdere. Det er vi ved at rette op på nu. Samtidig har vi i denne periode masser af projekter i gang – både for os selv og i samarbejde med DGI og DIF. Vi har jo et mål om sammen med jer at skaffe 10.000 nye tennisspillere de kommende tre år, og vi sætter også en masse ting i søen for at hjælpe jer ude i klubberne, så personaleudskiftningerne i sommer var derfor ikke den bedste timing. Men nu er vi på vej til at arbejde os op igen, og I vil forhåbentlig komme til at opleve mange initiativer og positivt samarbejde den kommende tid.

En ny direktør er snart klar

Jeg ønsker ikke at komme ind på de konkrete årsager til udskiftningerne på kontoret, men vil bare sige, at det desværre var nødvendigt, og at vi stadig skylder vores tidligere direktør, presseansvarlige og turneringsansvarlige stor tak for deres indsats for dansk tennis. Nu er vi ved at finde de personer, der sammen med os frivillige skal sikre opturen for dansk tennis.

En ny direktør bliver ansat om ganske kort tid. Vi har kontakt med nogle virkelig gode kandidater og bruger lige nu tid på at finde den helt rigtige. I får besked, så snart det sker – formentlig meget snart. Den nye direktør skal så være med til at sikre den rigtige bemanding på DTF-kontoret, så derfor går vi ikke videre med andre ansættelser nu. Og dog, med en enkelt undtagelse.

Som I måske har set på www.tennis.dk fik vi i sidste uge ansat Emil Bødker som ny udviklingskonsulent i øst, primært med ansvar for kontakten ud til jer i klubberne. I vest har vi fortsat Lars Elkjær. Derudover er Michael Østergaard Hansen også klubudviklingskonsulent, dog på deltid. De sætter nu alle sejl til for at hjælpe jer med klubudvikling – i samarbejde med DGI og DIF og den store fælles satsning for idrætten i hele Danmark, ”Bevæg dig for livet”. DGI bidrager med andre ord også med konsulenthjælp.

Information skal blive bedre

Alle fra bestyrelsen har fået signaler fra jer om, at I mangler at høre noget. For at sige det lige ud så har der været så mange ting at tage stilling til, at vi ikke har haft overskud til at sende informationen ud til jer. Det duer selvfølgelig ikke, så det vil vi råde bod på nu og sikre, at det ikke kommer til at ske igen. I første omgang får I her en overordnet status på, hvordan det går med mange af de ting, der er på vej. De kommende uger og måneder vil I så høre mere om de konkrete projekter, og I er naturligvis velkomne til at give input og spørge.

På det overordnede plan har vi gang i et storstilet samarbejde med DGI og DIF, og vi har også selv lagt os fast på en vision med en række pejlemærker. Mange af jer har været involverede via møder ude i landet og har givet input til, hvad I har brug for af DTF og hvordan vi sammen skal udvikle os i fremtiden. Visionen blev fremlagt på generalforsamlingen i foråret og bliver meget snart udmøntet i konkrete tiltag og tilbud, som I forhåbentlig kan bruge til noget.

Nyt turneringssystem og ny hjemmeside på vej

I får som nævnt snart mere konkret information ud, men her vil jeg blandt andet nævne, at vi er på vej med et nyt, bedre og mere robust turneringssystem. Det åbner på sigt også mulighed for nye funktioner, som klubberne kan gøre brug af, hvis I ønsker det. Det handler fx om regnskab, banebooking, online betaling, hjemmeside-modul og lignende. Disse ekstramuligheder skal dog først op på vores generalforsamling, inden vi sætter mere i værk. Men turneringssystemet kommer – og det glæder vi os til.

I den forbindelse indfører vi stille og roligt et nyt DTF-medlemsnummer, som vi i første omgang vil bruge på turneringsspillere, forbundsfrivillige og en række andre kontaktpersoner, og som vil medføre flere gode fordele for spillere/kontaktpersoner. Hvis klubberne og vi ønsker det, kunne det på sigt blive til et medlemsnummer, som alle tennisspillere kan få – på linje det nummer, du får, når du er medlem i en golfklub, men så langt er vi ikke endnu. I får mere at vide snart – sammen med information om turneringssystemet.

Det varer heller ikke længe, inden vi tager en ny hjemmeside i brug. Den gamle er meget uoverskuelig og gammeldags, så vi glæder os til den nye, hvor I forhåbentlig også får nemmere ved at finde de informationer, I skal bruge. Det bliver formentlig inden for nogle få uger – også her vender vi tilbage med konkret nyt. Ja, der er mange ting, vi samler op på lige nu.

Ny turneringsstruktur kommer også

Som I sikkert ved, så har vi også et hængeparti med en ny turneringsstruktur, som vi håber kommer på plads, så den kan gælde fra udendørs sæsonen 2018. Vi ønsker en struktur, der sikrer flere divisionsklubber, og vi vil gerne have, at repræsentanter fra klubberne er med til finde den rigtige model. Derfor opretter vi nu et turneringsudvalg, som får opgaven at komme med en indstilling, som vi kan behandle og beslutte i bestyrelsen inden for de næste få måneder.

Lovende fremtid – anbefaling om udviklingsforløb ude hos jer i klubberne

Fremtiden ser alt i alt meget lys ud. Der sker virkelig mange gode ting lige nu, og med bedre dialog og information, så vil I forhåbentlig opleve, at I får både hjælp og redskaber til at sikre gode turneringer og masser af aktiviteter for spillere i alle aldre og på alle niveauer.

Allerede nu vil jeg godt omtale to særlige tilbud.

Det ene handler om konsulenthjælp og støtte til at skaffe flere medlemmer og sikre nye tilbud i klubben. Her er der fokus på introduktion af voksne, tennis for hele familien og Tennissportens dag. I får hjælp, sparring og økonomisk støtte ved at indgå en aftale, som forpligter, men også sikrer, at I får hjælp til at sætte initiativerne i gang og får sparring tre år frem.

Det andet handler om klubudvikling inden for områder, hvor I har brug for at sætte fokus. Her får I en konsulent med på sidelinjen til at styre processen fra I sætter fokus på jeres udfordringer til I får lavet en plan og fører den ud i livet. Her er der hjælp og støtte undervejs i et udviklingsforløb, der kan vare mellem et halvt og et helt år. I bestemmer selv, om det er rekruttering af frivillige, flere medlemmer, økonomi eller noget helt fjerde, I vil sætte fokus på.

Begge dele kræver, at I som klub og frivillige sætter tid og energi af til det, men fra klubber, der har været igennem disse forløb, hører jeg, at de har fået rigtig meget ud af det. Det kan give ny energi, mere sjov, mere fællesskab, flere medlemmer og flere aktiviteter.

Det er tilbud, som der er støtte til via den store vision fra DIF og DGI, ”Bevæg dig for livet”, som går ud på, at Danmark skal have væsentlige flere idrætsaktive og foreningsmedlemmer inden 2025.

I kan læse mere på:

Endelig vil jeg nævne, at der er sat dato på Tennissportens dag, nemlig lørdag den 29. april 2017. Det er den dag, hvor vi via ”Bevæg dig for livet” gør kraftig reklame for tennis i hele landet. Det vil være dejligt, hvis så mange klubber som muligt bakker op om denne dag, så nye tennisspillere kan komme ud på banerne og prøve at spille.

Jeg vil slutte her, inden mit indlæg bliver uoverskueligt langt. Men jeg/vi vender snart tilbage med mere og uddybende information, og I er som nævnt meget velkomne til at kommentere, stille spørgsmål og komme med ønsker til, hvad I ellers savner Det mest praktiske vil være, at I skriver til dtf@tennis.dk, og så vil kontoret formidle til de relevante parter.

De bedste tennishilsner fra hele bestyrelsen

Henrik Thorsøe Pedersen

Formand for Dansk Tennis Forbund

Thorsøe

 

Koebstaedernes

Sitecore
Anlægspertnere