Caroline Wozniacki, Simon Friis Søndergaard med flere hædret ved Årets Tennisspiller-træf

03.12.2013

 
Fællesfoto: DTF-formand Henrik Klitvad yderst th.
...

Dansk Tennis Forbund har tradition for at lade udvalgte tennisjournalister, tv-kommentatorer og sportsredaktører stemme om, hvem der skal kåres som Årets Tennisspiller og Årets Juniortennisspiller. I denne sæson faldt de endelige valg suverænt på Caroline Wozniacki og Simon Friis Søndergaard. 

Brormand Patrik Wozniacki modtog hæderen på Caroline Wozniackis vegne, da DTF og DTF’s hovedsponsor, SEB, tidligere i dag inviterede til Årets Tennisspiller-træf i SEB Huset i centrum af København.

Caroline Wozniacki er p.t. på træningsophold i Los Angeles i USA. Caroline Wozniacki var Årets Juniortennisspiller i Danmark i 2003, 2004, 2005 og 2006. Årets Tennisspiller-plakat er tidligere tildelt Wozniacki i 2007, 2008, 2009, 2010 og 2011.    

”Tusind tak for prisen som Årets Tennisspiller 2013. Det varmer meget i denne træningstid at blive kåret som Årets Tennisspiller. Det er dejligt, når det hårde arbejde og de opnåede resultater bliver bemærket,” siger Caroline Wozniacki og supplerer: 

”Det betyder altid noget ekstra, og det er ganske særligt at hædres i Danmark. Jeg er meget stolt og taknemmelig.”

Årets Juniortennisspiller 2013, Simon Friis Søndergaard, er et af flere talenter, som i 2014 vil repræsentere Danmark i bl.a. de fire junior Grand Slam-turneringer. 

”Prisen som Årets Juniortennisspiller er et skulderklap, der giver selvtillid. Jeg er indstillet på at arbejde hårdt og lave gode resultater i 2014, så jeg genvinder titlen,” siger Simon Friis Søndergaard. 



Hæder ved Dansk Tennis Forbunds ”Årets Tennisspiller-træf” hos hovedsponsoren SEB

Vanen tro var der flere hædersbevisninger og legater, som uddeltes, da Dansk Tennis Forbund afviklede ”Årets Tennisspiller-træf 2013” hos DTF-hovedsponsor, SEB.

Herunder et fuldgyldigt overblik:

Årets Tennisspiller: Caroline Wozniacki (KB)
Iberegnet turneringssejren i Luxembourg, der kom i hus i oktober, er Caroline Wozniacki noteret for i alt 21 triumfer på WTA Touren. 23-årige Caroline Wozniacki sluttede deslige 2013-sæsonen på tiendepladsen på verdensranglisten. Wozniacki har i fem sæsoner i træk erobret en plads i top 10, når tennisåret er gået på hæld. Imponerende.


Patrik Wozniacki (th.), SEB-direktør Kim Johansen (tv.).

Årets Juniortennisspiller: Simon Friis Søndergaard (KB)
17-årige Simon Friis Søndergaard fik debut i junior Grand Slam-sammenhæng i 2013. Karrierens første ATP-point kom endvidere i hus på hjemmebane i KB i uge 31. Simon Friis Søndergaards største triumf i 2013 var doublesejren ved Osaka Mayor's Cup – World Super Junior Tennis Championships, hvor Duck Hee Lee fra Sydkorea succesfuldt agerede partner.


Simon Friis Søndergaard (th.), KB Tennis' formand, Nicolaj Caiezza, i midten ved siden af ungdomsformand Christoffer Klemmensen. 

SEB Årets Juniortræner: Adam Juel-Blicher (Skovshoved Tennis, FTU, JTU, DTF)
22-årige Adam Juel-Blicher er vellidt og møder altid spillerne i øjenhøjde. Adam Juel-Blicher leverer kontinuerligt et stort stykke arbejde i Skovshoved Tennis, i Fyns og Jyllands Tennis Union samt i Dansk Tennis Forbund – blandt andet i forbindelse med afviklingen af SEB Tennis Camps. Adam Juel-Blicher har i 2013 udviklet sit trænerpotentiale via ’frivilligt’ arbejde på et spansk tennisakademi samt ved egenfinansieret deltagelse i ITF’s World Coaches Conference i Cancun i Mexico.    


Adam og SEB's marketingschef Mette Mulvad.

Einer Ulrichs Fond: Patrick Kristensen (14 år, Skovbakken)
Fondens formål er at bidrage til fremme af dansk tennis ved tildeling af et eller flere årlige legater til talentfulde danske tennisspillere under 18 år som tilskud til en rejse – enten som spiller eller tilskuer – til et udenlandsk tennisstævne.


Patrick Kristensens mor modtog fondslegatet, da Patrick p.t. er til turnering i Kenya. Elite- og Talentadministrator i DTF, Søren Jakobsen, overrakte blomster mv.

Jan Leschlys Legat: Joakim Bay Simonsen (26 år, Gentofte)
Legatet uddeles i en eller flere portioner til tennisspillere, der i forbindelse med overgang fra en tennismæssig til en erhvervsmæssig karriere ønsker at videreuddanne/kvalificere sig hertil. Joakim Bay Simonsen vil bruge midlerne fra Jan Leschlys Legat til en eksamensopgave på DTU – en opgave med titlen ”Bevægelsesanalyse af en tennisserv".


Joakim Bay Simonsen (th.), DTF-direktør Sune Irgens Alenkær (tv.).

Mogens Pagh Pokalen: KB
Denne evigt vandrende pokal er udsat af DTF’s tidligere formand, Mogens Pagh. Pokalen tilfalder hvert år den klub, der samlet opnår de bedste resultater ved DTF’s ungdomsmesterskaber – såvel indendørs som udendørs. Der er ligeledes tilført det element, at ungdomsspilleres placeringer på internationale ranglister bidrager i konkurrencen.



SEB Next Generation Tennis Støttepuljen
Dansk Tennis Forbunds hovedsponsor, SEB, står bl.a. bag SEB Next Generation Tennis Støttepuljen, som i 2013 – i ekstra grad – tilgodeser tennisklubberne i Slagelse og Hareskov-Værløse. Begge klubber modtog i forbindelse med Årets Tennisspiller-træf kr. 10.000 som støtte til anlæggelse af faste orange Play & Stay-baner.

 

...









 







 

Koebstaedernes

Sitecore
Anlægspertnere