Kenneth Carlsen ansat som landstræner i Dansk Tennis Forbund

10.12.2012

 

Tidligere professionel tennisspiller og nuværende Davis Cup-kaptajn, Kenneth Carlsen, er per 1. januar 2013 fuldtidsansat som landstræner i Dansk Tennis Forbund.
 
Kenneth Carlsen får ansvaret for såvel Fed Cup- som Davis Cup-holdet, og han skal være rejsende coach i 15-18 uger om året for de bedste juniorer, ungseniorer samt landsholdsemner.

Kenneth Carlsen vil ligeledes – i samarbejde med den øvrige del af DTF’s Elite- og Talentområde – stå for kontinuerlig træning af udvalgte spillere.

Elite- og Talentchef i DTF, Niklas Rosengren, glæder sig såre over oprustningen på trænersiden, en oprustning, der ikke mindst markerer et øget fokus på den svære overgang fra junior til etableret seniorspiller på et højt niveau. 

”Kenneth kompletterer for nuværende Elite- og Talentområdet i DTF, så vi for alvor kan definere en rød tråd fra mindste junior over ungsenior til landsholdene. Ingen i Tennisdanmark er i tvivl om Kenneths professionalisme og dedikation. Kenneth er en kapacitet med internationalt snit, og han kender betingelserne for at kunne slå igennem på den professionelle tennisscene,” siger Niklas Rosengren.      

Kenneth Carlsen, der er ansat på gængse funktionærvilkår, kalder landstrænertjansen ”et drømmejob”.

”Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg ser store perspektiver i at kunne arbejde tæt sammen med de største talenter og bedste spillere, vi har. Min første betingelse er, at talenterne selv vil, og at de har den rigtige indstilling. Forhåbentlig kan jeg hjælpe og bidrage, så de en dag bliver bedre, end jeg var. Det er min ambition,” siger Kenneth Carlsen og understreger klubbernes ansvar og vigtige rolle i processen fra talent til topspiller.

”Klubben og klubtrænerne er basen. Det er herfra, tingene spires. Samtlige parter, ikke mindst klubberne og forbundet, skal løfte dansk tennis i fællesskab,” siger Kenneth Carlsen.

Netop som led i optimeringen af træneruddannelsestilbuddene og talentarbejdet på et overordnet plan implementerer DTF i 2013-2014 et aldersrelateret træningskoncept. Et aldersrelateret træningskoncept, ATK, er bearbejdede modeller og træningsmetoder, som specifikt tager udgangspunkt i de unges alder og udviklingstrin. Herved sikres på sigt, at tennistræningen målrettes mest optimalt. Tidligere Davis Cup-spiller og forhenværende Tournament Manager i Nordic Sports Group, der stod bag WTA-turneringen i Farum, Rasmus Nørby, er ansat til at bistå implementeringen af ATK på alle niveauer i Tennisdanmark.

Både den udvidede struktur på Elite- og Talentområdet og ATK-processen er et resultat af konstruktive forhandlinger og et generelt frugtbart samarbejde mellem DTF og Team Danmark.

Næstformand og politisk kontaktperson for elite/talent i DTF, Thomas Kønigsfeldt, ser positivt på fremtiden.

”Det er intet mindre end et scoop at få tilknyttet Kenneth Carlsen på fuldtid i forbundsregi. Kenneth har opnået usædvanlige resultater med det danske Davis Cup-hold, og så er han et respekteret navn i udlandet. Kenneth er ligeledes kendt i Danmark, hvilket ikke er et handicap i bestræbelsen på at promovere vores sport. Navnet Kenneth Carlsen borger for ambitioner og kvalitet. Ambitionerne er generelt store i DTF. Vi sætter overliggeren højt for alle underområder i vores rullende strategier gældende for 2013-2016,” siger Thomas Kønigsfeldt.                    

Kenneth Carlsen – blå bog

Født: 17. april 1973 – 39 år. 
Startede med tennis i Kløvermarken som 9-årig.
Skiftede til KB i 1983. 
Blev professionel i 1992 og opnåede den 7. juni 1993 karrierens højeste placering på verdensranglisten som nummer 41. 
Vandt tre ATP-titler i single i karrierens løb (Hong Kong 1998, Tokyo 2002 og Memphis 2005).
Vandt 29 ud af 42 singlekampe i Davis Cup-regi.
Annoncerede sit karrierestop den 27. juni 2007.
Har siden den 1. januar 2009 været kaptajn for det danske Davis Cup-landshold. 

DTF, Elite- og Talentområdet 2013 og 2014

Elite- og Talentchef: Niklas Rosengren, overordnet sportsligt og økonomisk ansvar.
Landstræner: Kenneth Carlsen, herunder Fed Cup- og Davis Cup-kaptajn, ungseniorer, U18.
Juniorlandstræner: Simon Dahl Verner, U18 og yngre juniorårgange.

 

Koebstaedernes

Sitecore
Anlægspertnere