Wozniacki hyldet som Årets Tennisspiller

07.12.2009

Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed, at Caroline Wozniacki hyldes som Årets Tennisspiller. Tennisjournalisterne, der sætter krydset ud for deres foretrukne kandidat, havde da heller ikke rystet det mindste på hænderne i år, og helt som forventet var det igen den nu 19-årige danske stjerne, der kunne modtage prisen i 2009 - for tredje år i træk.

”Kære Caroline, tillykke med prisen – du fortjener den virkelig. At du er verdens nummer fire, er ufatteligt flot. I 2009 har vi set dig presse din krop til det yderste, vi har følt med dig, når du humpede fra bold til bold, men du har klaret presset, og vi forventer nye dramaer af dig igen i 2010,” hed det blandt andet i kulturminister Carina Christensens tale til Årets Tennisspiller.

Stjernen selv tog kåringen og hyldesten på vanlig smilende og charmerende vis. ”Det er da rart, at folk lægger mærke til det, man gør, for der ligger jo hårdt arbejde bag,” konstaterede Wozniacki, der efter et par ugers ferie på Barbados befinder sig i en periode, som byder på hård træning frem mod næste sæson.

Med tre WTA-titler i single, en finaleplads i US Open og en fjerdeplads på verdensranglisten som de største målelige resultater af indsatsen i år bliver der i øjeblikket lagt yderligere byggesten på det tennismæssige murværk, hun udgør, og træningen bekommer hende godt.

”Lige nu er det rart at være i en træningsperiode. Det giver ro, og jeg får mulighed for at prøve ting af, uden at det koster på banen. Jeg er godt tilfreds med det, jeg har opnået i år, og hvis jeg træner, som jeg gør, skal udviklingen nok komme – så må vi se, hvor det ender,” forklarede Wozniacki, der ikke har sat sig deciderede mål for, hvad 2010 skal kaste af sig af resultater.
Første opgave i det nye år bliver en opvisningsturnering i Hong Kong, hvorefter hun spiller en WTA-turnering i Sydney, inden det går løs med årets første Grand Slam-turnering Australian Open.

At dansk kvindetennis for tiden overhaler herrerne blev understreget af, at Årets Juniortennisspiller også gik til en fra spindesiden. Her løb Mai Grage med hæderen. Den 17-årige pige er i 2009 rykket fra nummer 301 til nummer 40 på juniorranglisten og har blandt andet haft sin Grand Slam-debut i US Opens juniorudgave.

Det skal forbedres yderligere i 2010, og forbilledet er der ingen tvivl om. ”Det er fedt at have en dansker at se op til, og jeg håber da en dag at kunne tage titlen fra hende,” sagde Mai Grage med henvisning til netop Wozniacki. Og et par ting har hun allerede luret af fra forbilledet. ”Caroline nyder det og har det sjovt. Det vil jeg også prøve,” forklarede Grage, der har sat sig sine mål for 2010. ”Jeg vil forsøge at nå i top ti som junior og samle lidt point på seniorranglisten,” fastslog Grage.

Hun blev også modtager af årets Einer Ulrich legat. Tanken bag legatet er at hjælpe en ung, talentfuld spiller til at kunne komme ud og spille flere internationale turneringer.

Mogens Pagh Pokalen, der gives til den klub, som har klaret sig bedst i ungdomsrækkerne, endte i KB, mens Martin Pedersen modtog årets Jan Leschly Legat, som gives til spillere, der skal i gang med en uddannelse. Martin Pedersen, der blandt andet har repræsenteret Danmark i Davis Cup, har droppet at spille professionelt og er i denne sommer gået i gang med en HF-uddannelse. Dagens sidste hæder gik til Rune Thomsen fra Holbæk Tennisklub, der fik prisen som SEB Årets Ungdomstræner.

    
Mai Grage modtager Einer Ulrichs legat                Rune Thomsen kåret som Årets Ungdomstræner af Mette Mulvad
           

    
Martin Pedersen modtager Jan Leschlys legat     Thomas Kromann modtager Mogens Pagh pokalen på vegne af KB

    

 

Koebstaedernes