Løchte Nielsen styrer mod dobbelttriumf

10.12.2009

Selvom landets på papiret bedste tennisspiller, Frederik Løchte Nielsen, i princippet er imod selvsikre overskrifter a la ovenstående, skjuler han ikke, at det soleklare mål med den aktuelle deltagelse i DM Inde i Farum lyder på guld gange to.

”Jeg føler mig godt tilpas og spiller fint,” siger Frederik Løchte Nielsen, der torsdag avancerede til semifinalerne i både single og double.

I single vandt Løchte Nielsen let over KBs Thomas Kromann, ligesom Løchte Nielsen samt Lyngby-makker Andreas Bang hurtigt fik overstået doublekvartfinalen mod Mads Engsted og Esben Hess-Olesen fra Århus 1900.

”Jeg har altid sagt, at hvis jeg er hjemme, så spiller jeg med ved DM. Det er selvfølgelig også hyggeligt, men det er altså DM – ikke bare Farum Open. DM betyder noget, og jeg vil vinde,” understreger 26-årige Frederik Løchte Nielsen.

December står nu ikke kun på DM Inde for Løchte Nielsens vedkommende. Så langtfra. Fokus rettes på at forbedre den fysiske form via intervalløb, styrketræning og koordinationsøvelser. Sigtet er at ramme maksimalt niveau allerede i januar, hvor Løchte Nielsen vil forsøge at spille sig ind i hovedturneringen ved årets første Grand Slam, Australien Open.

”I 2009 blev jeg slået ud i 1. runde i kvalifikationsturneringen. Det handler om dagsform og lodtrækning. Holder jeg stilen, tror jeg på det. Det er en fed turnering at kunne deltage i,” siger Frederik Løchte Nielsen, som fredag kan opleves kl. 13.00 og kl. 16.00.

Ifølge Daniel Nielsen, referee ved DM Inde 2009, er tennis-ugen hidtil forløbet planmæssigt. Overraskelserne har dog været få, og Daniel Nielsen håber og tror på, at slutkampene skaber mere gnist og trækker flere tilskuere til.

Program for fredag den 11. december 2009 – semifinaler:
Herresingle, kl. 13.00
Frederik Løchte Nielsen (Lyngby) – Kasper Warming (Birkerød)
Jakob Melskens (KB) – Søren Wedege (Birkerød)

Damesingle, kl. 14.30
Hanne Skak Jensen (KB) – Maria Jespersen (Helsingør)
Karina I. Jacobsgaard (KB) – Karen Barbat (Birkerød)

Herredouble, kl. 16.00
Andreas Bang/Frederik Løchte Nielsen (Lyngby) – Patrick Ørngreen/Rasmus Schwarz (KB)
Jakob Melskens/Joakim Bay Simonsen (KB) – Kim Sverbæk/Ranko Puletic (Farum)

Damedouble, kl. 16.00
Julie S. B. Olsen/Mette Friis (Farum) – Cindie Andersen (Esbjerg)/Maria Jespersen (Helsingør)
Hanne Skak Jensen/Karina I. Jacobsgaard (KB) – er i finalen

Hidtidige resultater kan ses her...

Spillested: Farum Tennisklub, Ryttergårdsvej 120, 3520 Farum

 

Koebstaedernes