Nykøbing F. Tennisklub er årets forening i Guldborgsund Kommune

10.12.2008

Guldborgsund Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg har udnævnt Nykøbing F. Tennisklub som årets forening 2008.

Begrundelsen herfor er det markante resultat af opprioriteringen af ungdomsarbejdet i klubbens 110 års jubilæums sæson. I forbindelse hermed har klubben ansat Andrzej Mijas som professionel træner for ungdomsspillerne med mulighed for træning op til 3 gange om ugen.

Der har løbende gennem 2008 været arrangeret diverse aktiviteter som for eksempel ”åbent hus”, deltagelse i Aktiv Sommer med street-tennis på torvet i Nykøbing F. og tennisskole,  medvirken i lokale holdturneringer, træningstur til Slovakiet, tur til Danish Open i Odense, afholdelse af juniormesterskaber, nedsættelse af et ungdomsudvalg og meget andet.

Som en konsekvens af dette arbejde har klubben øget sit medlemstal for ungdomsspillere i årets løb med næsten 70% i en tid, hvor landets idrætsklubber melder om generelt faldende ungdomsmedlemstal.

Med udnævnelsen fulgte en pris på 5.000 kr., en vandrepokal og et diplom, som blev overrakt af udvalgsformand Poul-Henrik Pedersen. I forbindelse med overrækkelsen af prisen fremhævede klubbens formand Per Bergholdt det kæmpearbejde som Andrzej Mijas og juniorkoordinator Engelien Kuiper har udført for klubbens ungdomsspillere.    

 

Koebstaedernes

Sitecore
Anlægspertnere